Tanker om protein, muskler - og slik

19 dage som veganer (hvis vi ser bort fra honning- og E471/472tilfældet). Peace of cake! 

Jeg har endda fået helt styr på mine bønneshakes nu, hvilket virkelig er noget jeg er glad for.

Der er intet værre end at skulle drikke et eller andet klamt, brunt, grumset stads, der i virkeligheden er sundt inde under alt det grimme. Det må jo også gerne være sjovt at være sund, ellers holder det ikke i længden.

Det er dog blevet meget bedre. 

I dag har jeg fx lavet en ultrasund, afgiftende, udrensende, detoxende og læskende shake, der, udover vand og smørbønner, bestod af citron, spinat, æble og ingefær. 

Jaa, jeg kan høre, at du også sidder og tænker 'Uuuhmmmm!' derude på den anden side af skærmen!

Jeg regner med at være meget smuk og udrenset, når jeg vågner i morgen - eller få akut toiletbehov senere i dag, med alle de affaldsstoffer der pludselig får travlt med at komme ud.

Men altså, os træningsnarkomaner, vi er virkelig bange for ikke at få vores proteiner, især dem af os, der synes det er topsejt at løfte tunge vægte og opbygge nogle lækre muskler, så der er noget at flexe med på stranden til sommer. 

Fit er det nye skinny, har jeg læst, og jeg er ikke typen, der synes at overdrevet muskuløse kvinder er flotte, men jeg synes, at der er mere fornuft i at bruge sin krop og spise rigtigt (hvad dét så end er), end at sulte sig selv hjemme på sofaen, fordi man er bange for at være for tyk eller have for tydelige muskler.

Det er ikke fordi jeg vil være et badejern - det lader jeg gladeligt mændene om, men lidt større muller på popo'en, mere markerede lår og en lidt strammere talje (der er noget vej endnu med taljen dog), det er ikke noget jeg vil takke nej til. Og så er der jo et løb jeg skal være klar til i midten af juni...

Så jeg bønneshaker helt vildt på de dage jeg træner, også selvom jeg har læst, at det er en myte at menneskekroppen har brug for så meget protein, som bodybuildere ellers mener er optimalt at indtage.

Faktisk synes mange veganere at mene, at en kulhydrat-, protein- og fedtfordeling på 80-10-10 er fuld optimal, men dér er jeg altså ikke endnu, faktisk er jeg lidt mere kulhydratforskrækket og sætter i stedet gerne protein og fedt på menuen fremfor kornprodukter.

Jeg tilstår - jeg er nok lidt skadet af at have flirtet med Paleo og LCHF, inden jeg blev inspireret til at prøve veganerlivets glæder af.

Men for mig handler det - igen - også om at mærke efter, hvad der føles godt i kroppen, og sådan en dag, hvor jeg spiser mere brød end jeg plejer og ikke rigtig får brugt lidt tid på at planlægge min mad, der er jeg altså bare mere småsulten hele tiden og får en hang til søde sager.

Og a pro pro søde sager, så er det mere end 19 dage siden jeg sidst har spist rigtig slik og drukket sodavand!

Ja, jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst fik sodavand. Det er mærkeligt!

Til gengæld er der røget mange glas peanutbutter og mange dadler indenbords den sidste måned, MEN! forleden faldt jeg over en butik i mit bycenter, der sælger vingummi, der ikke indeholder nogle former for animalske stoffer - den eneste ulempe er, at et lille bæger koster 50,-, så på mange måder kan det, som veganer, godt betale sig at holde sig til dadlerne, de holder også godt gang i maven og så har man jo det mindre at skulle bekymre sig om.

Noget om fødevarer

Nå, men så gik der noget tid og det der liv som veganer er begyndt at blive lidt hverdag, hvilket faktisk er dejligt, det er jo svært ikke at nyde, når tingene ligesom falder i hak og bliver en naturlig del af ens rutiner - jeg har dog en tilståelse, jeg er kommet til at spise animalsk et par gange! *gisp*
Den ene gang var i min te (kamille, naturligvis) og så nærlæste jeg lige ingredienslisten på noget frugtslik forleden og fandt ud af, at de var overfladebehandlet med bivoks.
Det animalske produkt jeg taler om et selvfølgelig det, der produceres af vores gode ven, bien, som jeg godt kan lide, så længe den ikke stikker mig, for så hæver jeg nemlig op og bliver dårlig og alt muligt andet ubehageligt - og bien dør. Det er ikke win/win for nogen af parterne.

Nå, men den gode nyhed er, at jeg overlevede mit animalske 'ædegilde' uden varige mén. Faktisk gik der tre dage, før jeg egentlig tænkte over, at det var honning jeg havde kommet i min te den aften. Vanens magt...

'Men honning, det er jo ikke animalsk, det er jo bare blomsterstøv der sidder på en hullet væg inden i en bikube!', tænker du måske, men det er ikke korrekt, selvom jeg da godt vil give dig ret i, at det er helt ned i petitesserne at begynde på også at skære honning fra, men honning er ikke bare honning. Det er et produkt der produceres af bier og som bruges som en oplagsnæring, som de kan leve af om vinteren. Faktisk er det nogle enzymer i biens mave, der gør, at det der pollen og hvad de ellers henter ude i naturen kan blive til den honning som vi spiser. Og ja, jeg ved godt at biavleren ikke er interesseret i at slå sine bier ihjel ved også at berøve den dens vinterforråd, men stadigvæk, det er altså animalsk og i bund og grund ikke noget, som bierne har produceret til vores velbehag. Desværre. Punktum.

Honning kan altså sættes i kategori med fødevarer som mælk og æg, fødevarer der i deres produktion ikke direkte slår dyr ihjel, men måske heller ikke er helt så uskyldige, som virksomhederne og bondemænderne gerne vil have os til at tro. Og ud af de tre ovennævnte, så er bien nok den, der har det bedst, for du ved jo godt, hvad det er der får koen til at producere mælk, og du har måske også en ide om, hvad der så sker med den kalv, som ikke får mælken. Men har du så nogensinde funderet over, hvad der sker med hanekyllingerne i ægproducerende virksomheder? Det havde jeg ikke, før min veninde blev veganer og linkede til nogle grumme videoer, der fik mig til at gå hele følelsesregistret igennem.
Det var i hvert fald ikke en information jeg havde let ved at forholde mig til. Og her vil jeg nøjes med at sige, at hanekyllingerne ikke bare ryger over i hønsegården med de andre slagtehøns, det er den race man bruger til æglæggere nemlig for lille til at give noget som helst udbytte af.

Og så tilbage til mig.
For mig er valget om at prøve en måned som veganer ikke at give alle andre dårlig samvittighed over deres kost og deres måde at leve på. Det gider jeg ikke, ligesom jeg ikke gider dømme andre på baggrund af, hvad de mener en rigtig og forkert i livets mange forskellige faser.
Jeg synes jeg efterhånden har oplevet en del gange, at folk bliver decideret aggressive i deres udtalelser, når jeg nævner, at jeg prøver at leve vegansk, hvilket i bund og grund er underligt, da det jo ikke er en krigshandling, men mere en handling af omsorg overfor og/eller opmærksomhed imod vores måde at leve på idag.
Med andre ord, de fleste veganere er fredelige og bærer et håb om at inspirere, men ikke påtvinge, andre til at tænke over, hvad de indtager og hvordan det er lavet.

Jeg er ikke veganer fordi jeg synes det er synd for dyrene. Eller, jo, jeg synes også generelt set, at producenterne af animalske fødevarer er nogle idioter overfor dyrene i forhold til den måde, som man udnytter dem på, for at få så meget ud af det for så lidt penge som muligt, men først og fremmest er jeg veganer, fordi jeg mener at det er vigtigt at vide, hvad der er i mine fødevarer.

Køber jeg en Dolmio Pizzasovs er der 117 forskellige ingredienser i, som jeg aldrig ville have brugt, eller have brug for at bruge, hvis jeg selv lavede den.

Forleden skulle jeg fx bruge en pose rasp og ville da lige læse bagpå, for at være sikker på, at den ikke indeholdt noget animalsk, hvilket den så højst sandsynligt alligevel gjorde.
Her er indholdet af en pose Budget rasp fra Bilka: hvedemel, vand, gær, salt tilsat jod, vegetabilsk olie, sukker, emulgator (E472e, E471), rugsigtemel, speltmel, kartoffelflager, rosmarinekstrakt, melbehandlingsmiddel (E300), bygmaltemel, konserveringsmiddel (E282).

De fleste ingredienser er almindelige at løbe ind i, hvis man bager sit eget brød, men nogle af tingene er også svære at afkode.
Fx er E471 mono- og diglyserider af fedtsyrer, som både kan stamme fra dyr og planter, hvilket jeg kun kan finde ud af, ved at kontakte producenten, og det samme gælder 472e, der højst sandsynligt er lavet af griserester.

Og hvorfor fanden skal jeg have griserester i min rasp?

Forleden kiggede manden og jeg på chips og der er også overraskende mange af dem, der faktisk indeholder en form for animalsk produkt, som fx laktose.

Hvorfor er der laktose i mine chips?

Og sådan kunne jeg blive ved - og ikke kun i forhold til mærkelige animalske ingredienser i min grøntsagsmad, men også mere generelt, hvad er det egentlig jeg putter i min mund, når jeg spiser en færdigproduceret fødevare?
Jeg er af den overbevisning, at både min krop og miljøet ville have det meget bedre, hvis vi producerede fødevarer, der ikke indeholdt unødvendig olie, dyrerester og sukker.
Måske vi endda også ville slippe af med en masse livsstilssygdomme? Ja, jeg spørger bare!


Hvis du læser dette, så luk lige øjnene to sekunder og mærk min taknemmelighed for, at du tog dig tiden til at sætte dig ind i noget, som jeg beskæftiger mig rigtig meget med for tiden. Namaste!

Hvad veganeren lever af, del. 2.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få afsluttet den der del om mad - i hvert fald for nu, der skal sikkert nok komme noget op igen senere, men lige nu, der kan jeg mærke, at der er mange andre ting, som jeg har på hjerte at få sagt i denne blog.
Blandt andet kunne det jo måske være interessant for jer at læse noget om, hvorfor jeg egentlig prøver den veganske livsstil af, selvom jeg allerede har insinueret, at det i høj grad bunder i personligt velvære, sådan helt fysisk, men i slipper ikke for også at få en lille sang om miljø, natur, arv og (min) samvittighed. Jeg kan til gengæld love, at jeg prøver at gøre det så subjektivt og upropaganda-agtigt som muligt. Aftale?

Men, det må blive i næste indlæg (måske), for i går satte os i familien os ned og lavede en madplan for næste uge - og den tænkte jeg egentlig, at jeg ville dele med jer, hvilket har to bonussider: i slipper for alt for mange slørede madbilleder samt detaljenusseri omkring, hvordan den er lavet.
Og det er ikke fordi jeg ikke synes det er dejligt at beskrive, hvordan maden er lavet og hvor opskrifterne er fra, det er fordi jeg ellers kunne fortsætte med kun at snakke om mad i en evighed - og det er ligesom ikke meningen med denne blog.

Tilbage til madplanen.
Vi har herhjemme en aftale om, at mandag og torsdag skiftes ungerne til at hjælpe med at lave mad og får på disse dage også lov at være med til at bestemme, hvad vi skal spise.

Mandag er det Yuki på fem år der hjælper, og hun plejer at være ret kræsen, hun er i hvert fald ikke så glad for at smage på nye ting, men det er vist ret normalt hos børn. Nogle gange kommer hun stolt hjem fra børnehave og fortæller at hun har spist en hel (!) ært og SÅ kammer vi helt over i begejstring. Fjollede og overentusiastiske forældre er vi nok uden tvivl på det punkt, men lidt motivation og hepning skader ikke, når det handler om at få sine børn til at spise grøntsager!
I denne uge skal vi have kikærtepandekager (hurraa!) med spinatcurry til.
Til eget forsvar skal nævnes, at Yuki selv fandt opskriften (eller rettere, billedet) i en kogebog og foreslog det.

Tirsdag er gymnastikdag og vi er sent hjemme, derfor står den på rugbrød/havregryn. Ungerne får almindelig mælk, yoghurt eller pålæg, alt efter hvad de lyster, mens de voksne helligt holder sig til dydens smalle og animalskproduktfrie sti. Begge unger har dog af egen fri vilje spist soyayoghurt og var bestemt ikke utilfredse.

Onsdag skal vi have spaghetti med kødsovs, vi skal nemlig til kirkegudstjeneste og dét bliver nok ikke ligefrem festligt at sidde der og spille veganerkortet, men sådan er dét bare og jeg er sikker på, at der ikke er nogen der kommer sådan for alvor til skade på grund af den nyhed.

Torsdag er det Kala på tre år, der har maddag og til at starte med valgte hun, at vi skulle have spaghetti med kødsovs (aka vegansk version med soyagranulat). Det var ikke et hit, jeg mener, så spændende er den ret altså heller ikke at få serveret to dage i træk, men så ændrede hun heldigvis mening og sagde lasagne i stedet og SÅ var alle glade. Jeg tænker, at den skal improviseres, så tomatsovsen bliver med røde linser og osten skal bestå af noget med gærflager og cashewnødder. Ja, det er én måde at løse osteproblemet på og jeg er, helt uden at lyve, rigtig spændt på og optimistisk omkring, hvordan det kommer til at gå.

Fredag skal vi have blomkålscurry (mandens valg) med ris og til dessert er der bananis.

Lørdag skal vi til frokost have hjemmebagt foccacia med tre forskellige slags dyppelse, blomkålsmos, rødbedehummus og grønkålspesto, og til aften skal vi have suppe, så brødet kan blive brugt til det også.

Søndag skal vi have pizza til frokost og rester til aften.

Og sådan ser den uge altså ud.

Frokost i hverdagene er med vilje ikke skrevet på, da ungerne får mad i børnehaven og jeg håber på at vi voksne kan leve af resterne fra aftensmaden, når altså jeg ikke lige har været til træning og derfor tager en bønneshake i stedet.
Og ja, det lyder måske ikke helt optimalt med bønner, men det er falktisk slet ikke så galt, hvis bare man husker at bestemme sig for, om det skal være en grøntsagsshake eller en frugtshake fra starten af. Det er noget jeg har lært af erfaring.
Og så skal man naturligvis også lade være med at komme for mange bønner i, hvilket også er lært af erfaring. Jeg bliver efterhånden så klog...

Her er et billede af en bønneshake, der ikke kunne bestemme sig for, om den skulle være frugtig eller grøn og derfor kom til at smage en smule sært. Modsat mange andre af mine billeder, så smagte den altså ikke bedre, end den så ud, ned kom den dog, helt uden at jeg tog skade og jeg har efterfølgende lavet en, der var 100% bedre.

Og på den syvende dag skabte Gud kikærten

I dag er min syvende dag som veganer * WHOA* og hvis jeg kunne gøre det uden at det så komplet åndssvagt ud, så ville jeg give mig selv en mega high five.

Jeg tænker, at det nu skal til at handle lidt om, hvad jeg egentlig går og spiser, for det er, for mig at se, det, der kan være sværest at forstå, når man ikke lige har haft behovet for at sætte sig ind i, hvad vegansk kost består af - og i den forbindelse må jeg allerede nu advare: dette blogindlæg går hen og bliver langt og kommer til at indeholde op til flere ikke særlige kompetente madbilleder, så for at skåne dig lidt, bliver det delt op og postet lidt ad gangen over nogle dage, jeg håber du overlever både ventetid og billeder.

I dag skal det handle om morgenmad og frokost - eller frokost er måske så meget sagt, det kommer i hvert fald til at handle om mit meget nære og kærlige forhold til kikærter...

Morgen

Jeg har altid syntes, at havregryn med mælk var noget af det dummeste og kedeligste morgenmad, som man overhovedet kunne spise - og det ville jeg sådanset stadig gøre, hvis ikke det var fordi jeg nu vidste, at det er det bedste i verden!
Ja, jeg vil næsten gå så langt som at påstå, at det er det måltid, som jeg glæder mig allermest til hver dag! Måske lige bortset fra mandelmælken.

Nogle er vilde med plantemælk fra første gang de smager det (respekt!), andre (som i 'mig') skal lige have lidt tid til at glemme den der bløde, lækre, lidt fede mælkekonsistens. Plantemælk er, i mine øjne, en smule tyndt og vandet og jeg har altså prøvet både, ris-, havre- og soyadrik. For mig fungerer mandelmælk bedst - og så skal den altså være hjemmelavet, da jeg synes, at den man kan købe virker en smule parfumeret og kunstig i smagen. Kald mig bare hysterisk, men nogle gange kan jeg altså bare bedst med de madvarer, jeg selv har lavet.

Nå, men tricket der fungerer for mig er altså at putte en masse smag ned i skålen med havregrynene og 'mælken'.
Jeg skifter lidt mellem at tilsætte frisk og tørret frugt, men er mest tilhænger af tørrede morbær (som jeg er blevet totalt mega fan af, prøv det!) og så kan jeg kun anbefale at drysse en smule kakaonibs på også, det giver et mega lækkert strejf af chokolade (og hvem kan ikke lide det?) OG det er en superfood. win/win!
Derudoverkan man, hvis man vil være rigtig uartig og give sine smagsløg den helt store tur, samtidig drysse lidt kokosmel og lakridspulver på. Det gør jeg - næsten hver morgen, og mine smagsløg synes det er en fest hver gang.
I overgangen fra komælk til plantedrik har lakrids/chokoladesmagen også virkelig været en stor hjælp, da den har camoufleret den der vandede smag lidt.

Frokost

En af mine helst store yndlingsgrundingredienser inden for vegetar og veganerkøkkenet har længe været kikærter. Som i rigtig længe. Som i: mindst ti år, det er desværre bare først for nylig, at det er gået op for mig og har fået lov til at eskalere.

Til at starte med var det kun falafel jeg var vild med, for jeg vidste ikke, hvad man ellers kunne bruge noget så avanceret som kikærter til, men så kom humus forbi og gjorde falaflen selskab. Og så kom de ovnbagte og krydrede snackkikærter. Og så kom kikærtepandekagerne. Og den nyeste ret med kikærter, som jeg har kastet min kærlighed på er faktisk 'bare' en slags guacamole med hele eller grofthakkede kikærter i.

Kikærter og mig har altså et rigtigt godt og ukompliceret forhold, de smager godt og jeg spiser dem. Gid alle forhold var sådan.

Kikærtepandekagen vil dog altid have en helt speciel plads i mit madglade hjerte, den har nemlig en masse gode og vigtige kvaliteter: den er hurtig at lave, den er sprød og den er mættende, og det er mere eller mindre alt hvad jeg går og drømmer om, at mad skal være.

At den også smager godt er en selvfølgelighed (det er jo kikærter!) og så er den rig på proteiner og de der sunde kostfibre.

Men først og fremmest gør den mig glad. Rigtig rigtig glad. Og selv ungerne og manden kan lide dem, hvilket bidrager med yderligere glæde til mig.

I min verden kunne kikærtepandekagen fuldkommen problemfrit erstatte omeletten og æggekagen.

Nogle gange laver jeg en stor pandekage, som på billedet, og putter lidt forskelligt grønt på, andre gange laver jeg en masse mindre pandekager, som jeg så bare sidder og spiser for mig selv et hemmeligt sted, fordi det kan føles lidt forbudt at sidde og spise dem som de er, da der går en del olie til i stegningsprocessen.

Jeg laver dem altid med krydderier og lidt nigella- eller sorte sesamfrø i, men faktisk har jeg hørt, at hvis man tilbereder dem smagsneutralt, så kan de næsten bruges som en slags desserpandekager.

Det er jeg slet ikke klar til endnu.

Dag. 4.

I dag er min fjerde dag som veganer!

Tænk engang, fire dag uden animalske produkter(!) og jeg synes faktisk ikke at jeg har haft de store udfordringer - endnu. Til gengæld føler jeg mig dejlig blød inde i maven - og her er det altså ikke mit mavefedt jeg snakker om.
Jeg har dog lært, at take away ikke rigtig er en option, men det havde jeg ligesom allerede forventet, så det var ikke den store overraskelse. Jo, altså, der ligger en indisk takeaway ikke så langt herfra, men SÅ vild er jeg altså heller ikke med overstegte samosaer, hvor fyldet er 90% kartofler, en sjat ærter og en smule chili, men det er nu alligevel meget godt ovenpå en familiefødselsdag. Og hvis det knaser, så er jeg som regel solgt.

Selv i går, hvor manden havde fødselsdag og ville have kylling i karry var der ingen problemer.
Jeg ændrede godt nok menuen til ristaffel, men helt ærligt, hvem elsker ikke ristaffel? Og så lavede jeg bare karrysovsen for sig og kyllingen for sig, og så kunne man jo selv blande det, ligesom man havde lyst.

Her er et billede, læg især mærke til, hvor god jeg ikke er til at tage lækre billeder af mad. Jeg tænker at en del af det skyldes at vi mest havde brugt ensfarvede grøntsager og det havde været flottere med fx rød peberfrugt i, men det smagte nu fantastisk alligevel!

Desuden har manden valgt (lovet?!) at køre med på MMM resten af måneden, så nu bliver det jo ekstra spændende!

Og så er det første dilemma opstået: jeg er inviteret til brunch på torsdag og glæder mig rigtig meget, men jeg synes at det er ret grænseoverskridende at skulle sætte sig ind på en cafe og spørge ind til deres menukort for at undgå noget animalsk - og igen, det er altså ikke fordi jeg vælger at jeg absolut VIL være hysterisk (som mange nok synes det er) at jeg ikke vælger bare at spise noget vegetarisk, nu har jeg bare valgt at gå 100% ind i at prøve et vegansk liv, med alt hvad det indebærer. Man kan som regel ikke vide, hvordan noget er, før man har prøvet det - ligesom dengang i folkeskolen, når man skulle lave forsøg i fysik.

At leve en måned som veganer er et projekt for mig selv - selvom det kan være rigtig svært at abstrahere og ikke lade sig gå på af den kritik, som man automatisk bliver bombarderet med, når man fortæller om sit valg.
Jeg sætter især pris på at have en veninde, der var på veganervognen længe før mig og som jeg får både støtte og opmuntring fra!

Og måske (måske!) om en måned, når jeg hverken er død eller underernæret og børnene stadig trives i bedste velgående, at jeg i det mindste har kunnet vise nogen, at det der veganske kost faktisk ikke er så ekstremt og farligt, som det i manges ører lyder, og jeg slipper for at høre på, at det er dumt..?
Det er i hvert fald lige præcis den del af veganerlivet, som jeg synes har været sværest indtil videre.

Nå, men hvorom alting er, så skal jeg i dag i helsekost efter kikærtemel og miso, jeg er nemlig blevet forfalden til at spise kikærtepandekager til frokost og er løbet tør for mel. *gispgisp*
God dag til jer derude!

Dag 1.

Dette er det første indlæg i min blog og jeg er allerede en dag bagud, men det er der nu en god grund til, i går holdt vi nemlig fødselsdag.

Jeg har længe glædet mig til at marts kom, så jeg kunne komme i gang med udfordringen, jeg havde bare glemt, at det betød, at jeg så ville få visse udfordringer i forhold til at fejre min og gemalens fødselsdag med familien, men jeg valgte at den skulle blive som den plejer med lagkage, kakao og boller med ost, jeg ville bare selv gå all in på det veganske - man kan jo ligeså godt få testet sin egen rygrad med det samme, ikk' - og det gik!

Jeg erstattede osten med smørbønnepostej (og jeg var, sejt nok, ikke den eneste der spiste det!), den almindelige kakao blev skiftet ud med soyakakao (ikke min favorit, men i en snæver vending...) og lagkagen blev erstattet af dadelkugler, der var blevet lavet ud fra denne grundopskrift, jeg erstattede dog kokosolien med peanutbutter og tilsatte kakaonibs for at få lidt knas. Man kan aldrig få for meget peanutbutter!

Mange vil nok synes, at det lyder som lidt(meget?) af en kedelig måde at fejre sin fødselsdag på, men jeg synes altså, at det var fint. Det var ikke perfekt, jeg savnede mest den varme kokakao med flødeskummet, men for mig er det grundliggende ved at lave en større ændring i sit liv, at man bliver nødt til at indstille sig på, at der er nogle ting der ikke kan blive ved med at være, helt som de plejer, og det er ikke fordi jeg ikke kunne have lavet en vegansk lagkage eller have varmet min soyakakao op og tilsat noget havre- eller kokosskum, men for mig starter det altså med en indstilling til, at tingene kommer til at ændre sig en smule fra hvad det plejer at være - og det har jeg det fint med (lige nu, i hvert fald, jeg er på ingen måde afvisende overfor, at jeg på et tidspunkt vil savne sprød, sej koost på min pizza - den tid skal nok komme!).

Til gengæld var det lidt ærgerligt at åbne køleskabet i går aftes og se, at det altså stadig indeholdt en hel liter piskefløde, samt en brie, som jeg havde glemt at sætte frem til fødselsdagen.
Madspild er altså ikke en af mine favoritter og jeg er den eneste der spiser brie her i huset, så nu må jeg ud og finde en der gider have dén - og så satser jeg på, at mand og unger får gjort kål på den der piskefløde (og de to liter kakao under køkkenbordet) snarest!

Jeg slutter lige af med et billede - lagkagens farver vinder jo klart over dadelkuglernes ydre fremstilling, men det skal man ikke lade sig narre af!