Dette er det første indlæg i min blog og jeg er allerede en dag bagud, men det er der nu en god grund til, i går holdt vi nemlig fødselsdag.
Jeg har længe glædet mig til at marts kom, så jeg kunne komme i gang med udfordringen, jeg havde bare glemt, at det betød, at jeg så ville få visse udfordringer i forhold til at fejre min og gemalens fødselsdag med familien, men jeg valgte at den skulle blive som den plejer med lagkage, kakao og boller med ost, jeg ville bare selv gå all in på det veganske - man kan jo ligeså godt få testet sin egen rygrad med det samme, ikk' - og det gik!
Jeg erstattede osten med smørbønnepostej (og jeg var, sejt nok, ikke den eneste der spiste det!), den almindelige kakao blev skiftet ud med soyakakao (ikke min favorit, men i en snæver vending...) og lagkagen blev erstattet af dadelkugler, der var blevet lavet ud fra denne grundopskrift, jeg erstattede dog kokosolien med peanutbutter og tilsatte kakaonibs for at få lidt knas. Man kan aldrig få for meget peanutbutter!
Mange vil nok synes, at det lyder som lidt(meget?) af en kedelig måde at fejre sin fødselsdag på, men jeg synes altså, at det var fint. Det var ikke perfekt, jeg savnede mest den varme kokakao med flødeskummet, men for mig er det grundliggende ved at lave en større ændring i sit liv, at man bliver nødt til at indstille sig på, at der er nogle ting der ikke kan blive ved med at være, helt som de plejer, og det er ikke fordi jeg ikke kunne have lavet en vegansk lagkage eller have varmet min soyakakao op og tilsat noget havre- eller kokosskum, men for mig starter det altså med en indstilling til, at tingene kommer til at ændre sig en smule fra hvad det plejer at være - og det har jeg det fint med (lige nu, i hvert fald, jeg er på ingen måde afvisende overfor, at jeg på et tidspunkt vil savne sprød, sej koost på min pizza - den tid skal nok komme!).
Til gengæld var det lidt ærgerligt at åbne køleskabet i går aftes og se, at det altså stadig indeholdt en hel liter piskefløde, samt en brie, som jeg havde glemt at sætte frem til fødselsdagen.
Madspild er altså ikke en af mine favoritter og jeg er den eneste der spiser brie her i huset, så nu må jeg ud og finde en der gider have dén - og så satser jeg på, at mand og unger får gjort kål på den der piskefløde (og de to liter kakao under køkkenbordet) snarest!
Jeg slutter lige af med et billede - lagkagens farver vinder jo klart over dadelkuglernes ydre fremstilling, men det skal man ikke lade sig narre af!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar